Offervillig

Lyt til spoken word-refleksionen til maleriet, eller læs den nedenfor.

Offervillig

Han bøjer sig ned.
En sur og sødlig lugt af sved.
Fodsåler med støv og sand.
Han skyller dem stille med vand.
Blid massage af ankel og svang.
Turen herhen har vist været lang.
Vand og fingre mellem tæer.
Og nu kan Peter slet ik’ ha’ det mer’!

Det er blod, sved og tårer, når Du elsker, Herre.
Konkret og uabstrakt – og det vil jeg så gerne lære!
For hvor mangler verden nu som aldrig før netop det.
Vi savner Dig - og folk som Dietrich, MLK og Mother T.

Der er så mange, som har noget, de vil slå ihjel for.
Så få, som har noget, de vil dø for og spjæld’ for.
Så mange, som har en masse at sige og indtager scenen.
Så få, som er bag den - eller hos dem i rendestenen.
Så ulideligt mange holdninger, hjerter og “syn’s godt om”.
Så få handlinger, berøringer og rigtig tagen hånd om.

Og ved Du, hvad der er noget af det værste ved alle de her uudholdelige fejl?
Det er, jeg også ser dem, når jeg kigger i mit spejl.

Hjælp mig med at ta’ form, Herre, læg noget af Dit tjenersind i mig!
Lad mig marinere i de her ord, Herre – vist de første der er skrevet om Dig
– til jeg finder tilbage til kærlighedens og livets dybeste rødder.
Til jeg bøjer mig ned, lægger mit eget til side og vasker trætte fødder.

*

Han, der så ud
som Gud,
holdt ikke på det som et bytte,

men tømte sig ud som vand
fra en kande.
Han ville gerne bytte!

Og så kom Han til stede for at tjene,
tog form som os.
Og i allersidste ende
tog Han også form som et kors!

Så lydigt bankede Hans hjerte,
til man ik’ mere ku’ høre det.

Så nu har Gud højt ophøjet
Ham – Det Største Navn er Hans
– så hvert knæ ska’ stå bøjet
og hjerter synge og dans’!

Til alle tider og ender,
og hvor man vender sig hen,
så kender og bekender
engle og kvinder og mænd:

Jesus Kristus er Herre
til Gud Faders ære!

*

Jesus Kristus er Herre
til Gud Faders ære!