Nat

”Når den er så flot på undersiden, må der virkelig være flot i himlen,”
tænkte Kaleb, mens han stirrede op i vrimlen
af stjerner – et tæppe af små huller ind i himmelkuplen.
Og det bragte ham på tæt på snublen
at prøve at få det hele til være i tankerne
der i natten sammen med resten af ørkenvandrerne.

Og så var lyset jo ik’ kun ovenover – det var også foran som et mærkeligt lodret bål,
som langsomt bevægede sig frem, så alle kunne følge med, imod et mål,
kun nogen af dem havde nogen idé om, og ingen kunne se.

Jeg troede i grunden, Du havde givet os stjernerne til det.
Det med at holde retning: Navigere og spå og forstå.
Men Du vil lyse større. Du vil tættere på!

Du vil tæt på, så lyset ik’ kun lyser, men også giver varme,
så man faktisk ka’ mærke, at hernede er de evige arme.

*

Du er lys, og der er slet ikke noget mørke i Dig,
og alligevel, så har Du ingen problemer med at rumme mig
og også alt det i mig, jeg normalt holder mund med.
De dystre kroge og skygger, jeg går og slæber rundt med.
Du slukker mørket i Dig Selv, drukner det i bølger og substans
af lysvæld bag ved lysvæld, knitrende i gnister som Skt. Hans.

Du er lys. Og der er slet ikke noget mørke i Dig.
Og alligevel er der så god plads til mig
og alt mit mørkeri
indeni.

*

Så lad os ta’ Mælkevejen hjem,
rolig som honning i flow.
Vi smager og ser os frem.
Nu’ det os, der er folket. Let’s go!

Her er min GPS og mit rat,
Du må også få min bilnøgle.
Jeg giver det til Dig nu i nat,
Du oplyser min vej som en ildsøjle.