Forfulgt

Dalene vokser i ruser.
Mørkt magnetiske nervebaner
imellem synapsernes sluser:
Frygtsomme hjernevaner.

Mørkets dal med de dødslange skygger.
Min ven David, ham fra Salmernes Bog,
kendte dem, så han nær gik i stykker,
skrev dem ned, trykkede dem ud med sprog.

Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for Du er hos mig,
Din stok og Din stav er min trøst.

Sindet nok mørkt, men med håb i sit bryst.
Og:

Siger jeg: “Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig”,
så er mørket ikke mørke for Dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.

Mørkets dal med dødningegyset.

Min ven B., jeg gik på efterskole med,
kender til det i favnfulde tag.
Tog til Balkan for at kæmpe for fred
men fik selv det modsatte tilbage.

Efter B., på rad og række,
listede vi over skolens tag i takt
og tog springet ned uden at vække
læreren, som havde nattevagt.

Og så trak B. op af sin lomme
en ægte A-nøgle-kopi.
Intet sted, vi ikke kunne komme,
ikke en dør, vi ikke kunne komme forbi!

B. havde ryggen på sin bror.
En leder og en god kammerat,
så det overraskede ikke nogen spor,
at B. var taget til Balkan som soldat.

Mørkets dal er posttraumatisk stress disorder,
angstanfaldets urytmiske hjerteslag,
livssang uden toner og akkorder.
Må jeg dele et af B’s Facebook-opslag?

Der findes en fred, som ikke kommer af stilhed, men af nærvær.
Af at vide, at selv når alt synes mørkt, er du ikke alene.
I kirken hviskes ikke bare bønner:
Der hviskes håb,
nynnende i salmer,
lyttende i stilheden,
brændende i et lys, der aldrig slukkes.

Gud er nær,
og det er nok.

Gud er nær.
Og det er nok.

Jeg ved, at dalene vokser i ruser,
mørkt magnetiske nervebaner
imellem synapsernes sluser:
de frygtsomme hjernevaner.

Jeg kender indefra, når frygten løber amok.
Hvad mere er: Gud er nær.

Gud er nær.
Og det er nok.