Horisont og håb

En skønne dag – nej, en morgen – vil angst og sorg forgå,
og alting blive flyttet hen, hvor det egentlig skulle stå.

En dag – nej, en morgen – skal samfundet, stenet som en blok,
genopstå som en by, der er blød som en krop.

En morgen skal vi halvt løbe, halvt springe, afsted som en hind,
imens Løven bag os råber: “Længere endnu! Højere op! Dybere ind!”

En morgen står det faldne mod pludselig ret,
og rynker glatter sig, og det urolige blod rinder let.

En morgen.

En morgen
skal Verdensfrøet skyde op på ny med liv og lys og latter.
Skal vi ægte høre sammen og feste, så det batter!
Skal Du evigt være hos os her, hvor frygten endelig ender.
Skal vi ses af gode øjne - vi skal være blandt venner.

En morgen
skal natten løses op i Dig - Dit lys er Morgenens Lyst!
Skal vi endelig finde hjem. Vi stopper op på Livets Kyst.
Skal alt brudt genoprettes, stadig armene udbredt.
Skal vi som anemoner gå den vej, Du har beredt.

En morgen
skal de mindste blive størst, og de fattigste de rige.
Skal retfærdigheden vinde. Endelig er vi frie!
Skal alle masker falde - helt kendt og helt holdt kær.
Skal himlen i en horisont af håb ta’ bolig her.

En morgen vil vi se,
at synd vil ske,
men alt skal blive godt. Og alt skal blive godt.
Og alt - alle ting! - skal blive godt!

Gad vide, om vi da
vil erfare,
hvor dybt holdt af
vi hele tiden var?