Overbærende

Der er ikke en. Der er nødt til at være to.

I bevæger jer ud på en bro,
vist opkaldt efter en af dem fra Ku Klux Klan.
På et af jeres skilte står der: “I’m a man”.
Det lyder helt ufarligt, hvis man ikke ved,
at det bærer på en vigtig hemmelighed:

“Hvis jeg ikke er den, du siger, jeg er,
så er du ikke den, du tror, du er.”

“Hvis jeg ikke er den, du siger, jeg er,
så er du ikke den, du tror, du er.”

Ryggen vendt mod Selma, Alabama.
Nu skruer de op for deres drama:
Hunde bider, knipler banker, luften græder.
“Se, hvor nu Jesus træder…”
Ydmygelser og overgreb som regnvejr.
Nederlag.

…Men ik’ til jer!

Det er lige her, lige midt i mørket, at lyset vinder
– i himmelvendte øjne. Og fjendevendte kinder.

For I har fundet perlen - og himmelskøn er den:
Der findes en retfærdighed, som ikke slår igen!

Den heler og forsoner og tørrer trætte tårer.
Et stort og mægtigt sværd, som skærer uden at såre,
ophøjer den, som bruger det. Helbreder den, det snitter.

Vold avler altid vold - det er dens svaghed, at den smitter.
Den mindsker ikke ondskab, men spreder den viralt,
som en voldsom mørkelampe – en nedgående spiral.

At myrde en løgner slår ikke løgn ihjel,
og sandheden klarer sig vist også bedre selv.
At myrde den, der hader, gør ikke hadet mindre,
men det giver, hvad du kæmper mod, en trone i dit indre.
For hvordan skulle hævnen kunne gøre bøjet ret?
Den føjer blot mere mørke til den stjerneløse nat.

Mørke kan ikke fordrive mørke; det kan kun lys gøre noget ved.
Had kan ikke fordrive had; det kan kun kærlighed!

Kærligheden slår ikke igen. Og kun den
kan forvandle en fjende til ven.

Der er ikke en. Der er nødt til at være to.