Verdensfrøet

I begyndelsen.
I hvert fald så langt tilbage, som menneskeheden kan se, når den stiller sig på tæer,
da var det hele samlet – lige dér.
Et lillebitte frø med hele universet i sin dragt,
hvilende i Din hånd – men så uendelig tæt og kompakt,
at den faktisk kunne have været i min.

Så småt som plottet i en forfatters hoved,
som prikken i den allerførste node
i baggrundssymfonien
til selve livets ophav.

Ikke noget at sige til, at der lød Et Kæmpestort Brag!

Og så skal jeg da lige love for, at lyset blev tændt!
Og så ventede hvælvingerne (ud-)spændt
på at jorden skulle træde frem i dette ny teater,
placeret med prisværdigt helt præcise koordinater.
For havde der været bare en my mere tyngde i tyngdekraften,
havde elektromagnetismen været knap så tiltrækkende,
og kernekraften, havde den haft en
bare lidt større eller mindre evne til at række en
interatomar hånd til protoner og neutroner,
og var der ikke lige præcis 3 + 1 dimensioner,
så var det hele aldrig blevet til andet end et stort. Sort. Hul.

Dig. Mig. Livet.

Men det gjorde det. Det blev til noget. Det skal jeg da lige love for, at det gjorde!
Og hvor er det godt!

Hvor er det godt!
Sådan stod der på det stempel,
som Du gav til alt det, Du talte til live og indrettede som et tempel
med sol og måne, form og farver, frihedsfugleflugt
og fiskespjæt og løvebrøl om Livets Træ i Frugt
og bjerg og skov og kraftig elv og roligt kildevæld.

Og lige i midten af det hele satte Du noget, som ligner Dig selv.
Her var vi. Dit menneske. Stenen i Skaberværkets Øje,
så skabningen kan se sig selv og svare Dig med høje
jubelråb, at ja! Hvor er! Det. Bare. Godt!

Og så blev øjet mørkt. Og hvor mørkt er ikke det mørke, som sænkede sig.
Og så farede vi vild i larmen. Og hvor vild og larmende er ikke den vildvej!

Men alt mørket, alt det til trods, er alt Det Gode, Du så, ikke blevet væk.
Jeg har lige set en fiskehejre lette i aftensolens farver over en bæk!

Selv når verden larmer af krig og vold og ondskab, man ikke fatter:
De dystreste steder i verden kender til babysmil og børnelatter.

Ja, om så vores allermægtigste mænd kaster med håndtegn li’som Hitler,
så er synd måske ikke det vigtigste, vi arvede fra Bibelens første kapitler.

Livstræets sommerfrugter, skaberbragets morgensang,
vil Du lade blomstre, spire og vågne nok engang!

Hvad verden end må byde os, det her holder vi ved:
At den allerinderste og virkeligste virkelighed
er Livets Store Gave. Din Glæde og Din Fred.

Din Skaberkærlighed!